FJORD CLUB MEDLEM

Overfart til Norge

fra 542 kr.pr. pakke

IKKE-MEDLEM
fra 204 kr.
7 skønne vandreture ved Norefjell

7 skønne vandreture ved Norefjell

Tekst: Anne Bloksgaard Nielsen Publiseret 10.02.2022

Området ved Norefjell og den nærliggende Sigdal byder på et væld af fantastiske naturoplevelser. I artiklen her bringer vi, med inspiration fra Visit Norefjell, 7 forslag til flotte vandreture i området.

Ravnås

Ravnås har en højde på 1188 meter over havet, men lad ikke dette afskrække jer – den beskrives ofte som den lettest tilgængelige fjeldtop på Norefjellplateauet. Turen kan gås af både store og små og byder på den ene smukke udsigt efter den anden. Start ved Norefjellstua og følg skiltene, så finder I nemt til tops – rundturen tager i alt ca. 3 timer.

Madonnaen i Eggedal

Midt i det fri på et fjeld i 1020 meters højde er en ret utraditionel placering for et kunstværk - men ikke desto mindre er det her, I kan besøge granitstatuen Madonna i Eggedal, ca. 40 min. kørsel vest for Norefjell. Vandreturen til den fine granitstatue "Madonnaen" midt i Norefjells fjeldlandskab blev i 2018 kåret til Norges bedste turrute. Ruten på ca. 6 km. tur/retur går gennem et smukt fjeldterræn, og den er tilgængelig for såvel små børn som ældre.

Bergshammeren

Turen til Bergshammeren er forholdsvist krævende, men byder på mange flotte udsigtspunkter undervejs. Den korteste tur til toppen (ca. 3 km) starter ved P-pladsen på kommunegrænsen mellem Sigdal og Flå, men I kan også vælge en længere tur fra Haglebu Feriesenter (ca. 10,5 km).

Bøseter – Høgevarde

Næst efter Gaustatoppen byder fjeldtoppen Høgevarde på den mest vidtstrakte udsigt i Østnorge. Med en højde på 1459 meter over havet får turen til tops gang i pulsen, men belønningen på toppen er alle anstrengelserne værd – i klart vejr kan I endda se Gaustatoppen selv, når I ser mod vest. Turen starter ved hotellet i Bøseter og tager ca. 4 timer til toppen.

Allemannsåsen

Turen til Allemannsåsen er en flot skovtur for vandrere i alle aldre. Turen er i alt ca. 5 km, og husk at fortsætte ad stien, når I har været på toppen – så kommer I til et imponerende udsigtspunkt med et ’vejviserskilt’ til mange forskellige steder i verden. På vej ned ad fjeldet igen kan I vælge at gå samme vej, I kom op, eller tage en af de andre gode stier, så det bliver en rundtur.

Gråfjell

Gråfjell er det højeste fjeld i Norefjell med en højde på hele 1466 meter over havet. Her kan I glæde jer til en imponerende 360-graders udsigt over et imponerende fjeldlandskab – i klart vejr kan I se helt til Jotunheimen. Sørg for at være i god kondition, før I starter på turen – den er nemlig ca. 20 km lang og tager 4,5 timer fra Tempelseter Fjellstue til toppen.

Høgnipa

Turen til Høgnipa bringer jer ad en grusvej gennem et hyggeligt hytteområde ved Rishovd, hvorefter i fortsætter gennem skoven til toppen, der har en højde på 660 meter over havet. Her kan I glæde jer til en 360 graders udsigt ud over de endeløse skove og fjelde omkring jer.