FJORD CLUB MEDLEM

Båd til Norge

fra DKK 542pr. pakke

IKKE-MEDLEM
fra DKK 204

Bryggen i Bergen – En historisk tidsrejse

Tekst: Anne Bloksgaard Nielsen Publiseret 15.02.2022

Bryggen i Bergen nævnes ofte som byens absolutte højdepunkt og et must-see for alle turister i byen – men hvad er historien egentlig bag det unikke område, og hvorfor er det på UNESCOs verdensarvsliste?

Bergen blev grundlagt sidst i 1000-tallet, og faktisk ses spor fra denne tid stadig i Bryggen. Byen voksede op omkring en kirke og kloster, og det er byggemønsteret fra byens udvikling i 1100-tallet, der stadig ses i områdets smalle stræder og bygninger.

I løbet af 1300-tallet blev byen centrum for handel med resten af Europa, og midt i det 14. århundrede oprettede den kendte tyske købmandssammenslutning, Hanseforbundet, et udlandskontor i byen, som dermed blev en del af sammenslutningens stærke europæiske handelsnetværk. Bergen blev primært kendt for sin fiskehandel, bl.a. med tørfisk fra Nordnorge, og Fisketorget er den dag i dag en vigtig del af det historiske Bergen.

Det er handelsgårdene på Bryggen, tæt ved havnen, der fungerede som lager for eksport og import, samt kontorer, handelslokaler og boliger for områdets rige købmænd.

Mange af de oprindelige bygninger brændte desværre ned under en storbrand i Bergen i 1702, men man bibeholdt de traditionelle byggemønstre og den hanseatiske arkitektur, da bydelen blev genopført – og netop dette er en af grundene til, at området i 1979 blev opført på UNESCOs verdensarvsliste over ’fælles kulturarv’.

I de seneste årtier er området blevet overtaget af en lang række kreative erhverv, og besøger I det fascinerende område, kan I nu opleve designere og kunstnere inden for fx tekstildesign, smykkedesign, illustration, strik, fotografi, bøger – og meget, meget mere – på jeres vej gennem de smalle passager, der gemmer sig bag den ikoniske facade mod havnen.

Vil I helt tæt på historien, kan I besøge Hansemuseet og Schøtstuerne – de sidste tilbageværende forsamlingslokaler fra hansekøbmændenes tid. Museet tilbyder også guidede ture på Bryggen, så I kan høre mere om livet på selvsamme sted for 700 år siden.