Foto: visitsorlandet / Ian Brodie
Fedt skiområde med historiens vingesus
Ski

Fedt skiområde med historiens vingesus

Tekst: Thomas UhrskovPubliseret 10.06.2021

Jeg blev ført tilbage til min fortids biografhelte, og mine barndomsdrømme blev til virkelighed.

Som 12-årig sad jeg i min fars biograf og lod filmene fodre mine drømme om storhed, styrke og søde piger. Jeg så mig selv som en del af filmene om Tarzan, James Bond og indianeren Winnetou. Rangordnen mine helte imellem var stabil og urokkelig. Tarzan var the top-guy.

Foto: visitrjukan.com

Men en dag trådte Kirk Douglas ind på biograflærredet og ændrede alt. Kirk og filmen Telemarkens Helte gav mig det, jeg ikke vidste, jeg savnede: Fantastisk natur, meningen med livet, vovemod, imponerende skiløb, rigtige helte og nogle ret fede sweatre. Tarzan fremstod pludselig hul og lidt latterlig. James en kende snobbet og Winnetou alt for barnlig. Min nye helt, Kirk Douglas, havde ski på – det kunne man forstå.

Foto: visitsorlandet / Ian Brodie

Da jeg for et par år siden kørte op ad den snoede vej til skiomådet Gaustablikk i Telemarken, blev jeg ført tilbage til min fortids biografhelte, og mine barndomsdrømme blev til virkelighed. Pludselig var jeg lige dér, hvor en gruppe norske modstandmænd havde forhindret tyskerne i at få fingre i det såkaldte tunge vand, som nazisterne ville bruge til at fremstille atombomber. Det var her de rigtige helte fra Telemarken trak i hvide camouflagedragter og spændte skiene på.

Foto: visitsorlandet / Ian Brodie

Dengang var Gaustablikk stedet, hvor det gode og onde kæmpede. I dag er det et fedt lille skiområde med historisk vingesus.

På ski med mine barndoms helte

I de dage jeg besøgte området, stod jeg konstant på ski med mine barndoms helte og forbilleder i tankerne. Og havde jeg ikke gjort det, så havde jeg nok smilet alligevel, for skiområdet Gaustablikk er helt bestemt værd at besøge.

Beliggende kun to timer fra Oslo er det ganske let at komme dertil, men lad dig ikke snyde at den nære beliggenhed. Området er rigelig stort til en god skiferie. Her er mere end 30 kilometer piste af ganske varieret sværhedsgrad. Lifterne er også gode og moderne, hvilket betyder, at du ikke kun er henvist til slæbelifter.

Foto: visitsorlandet / Trond Stegarud

Gaustablikk har noget, som er sjældent for mindre skiområder, nemlig pister, som er orienteret i forskellige retninger. Det er en stor fordel, at du kan vælge solbeskinnede pister på kolde dage, og pister som ligger i skyggen, hvis temperaturen og solen er indstillet på tø. Og hvad der direkte er en sjældenhed for områder af Gaustablikks størrelse: En nedfart på hele 4 kilometers længde – og nej, det er ikke fordi den er flad! Her kan du godt blive forpustet.

Nordmænd er som bekendt svært glade for deres eget land, og af helt samme grund er de vilde med at tage op på Gaustatoppen. Herfra påstås det nemlig, at man i godt vejr kan se en 1/6 af hele Norge. Jeg tænker at man nok skal være norsk for at finde på den udregning. Men uanset nationalitet er det imponerende at stå på det højeste fjeld i det sydlige Norge (1.800 meter over havets overflade) og betragte Telemarken.

Foto: visitsorlandet / Thomas Rasmus Skaug

Et lille tip

Hvis du mod forventning skulle blive væk i området, så kan du uden problemer spørge hvem-som-helst om vej. De allerfleste gæster har været her før og de kender vejen tilbage til hotel, hytter og supermarked. Gaustablikk er nemlig et område du vender tilbage til. Jeg gør i al fald!