Foto: Gettyimages
Norsk folketro - trolde, huldre, vetter og nisser!

Norsk folketro - trolde, huldre, vetter og nisser!

Tekst: Stine StamlandPubliseret 25.10.2022

Vidste du, at der næppe er et bedre sted for uhyggelige oplevelser og skræmmende sjov end i Norge? Deres folklore byder på mange underjordiske, skræmmende og fascinerende skabninger, som man ifølge legenderne kan møde i skove og bjerge⛰ Huldre, trolde, vetter og nisser - ja, endda en søslange - er nogle af dem, man kan støde på ude i den norske natur.

Foto: Gettyimages

1. Huldra

I de dybe norske skove kan man efter sigende møde Huldra. Hun er en ung, smuk pige med langt, tykt, gyldent hår og en hale som en ko. Hun har i flere århundreder lokket og fanget mænd derude i skoven, og stjålet børn eller byttet dem ud med sine egne Disse børn blev kaldt bytninger og i gamle dage forklarede man ofte sygdom ved børn med, at de var bytninger fra Huldra. 🧝🏻‍♀️ Huldra kan bringe ulykke, men hun kan også hjælpe og trøste dem, der er faret vild i skoven. Ville du turde at møde Huldra på en vandretur i bjergene?

2. Nøkken

Nøkken er en lidt skummel hanvætte, der holder til i de norske elve og vandhuller. Nøkken kan vise sig i mange forskellige skikkelser og som regel forsøger han at lokke folk til sig for at drukne dem. I folkemunde er han ofte skræmmende og ond, men han kan også være trist og ensom. Formentlig er Nøkken opstået for at beskrive alle farerne ved vandet, men han lyder måske alligevel ikke som en, man vil støde på efter mørkets frembrud?🧝🏻

3. Draugen

Langs hele Norges kyst fortælles historier om den farlige Draugen. 🌊 Sagnet siger, at Draugen er et genfærd af en død fisker, der druknede på havet. Han har tang på hovedet, sejler i en halv båd med spredte sejl og er ikke en, man vil møde ude i bølgerne🙅🏻‍♀️ Synet af ham er et varsel om døden, og Draugen forsøger også at slæbe dem han møder på sin vej, med ned i dybet. Måske det er bedst at tage sejlturen i dagslys? 😅

4. Fjøsnisser

Alle norske bondegårde har deres egen fjøsnisse. De bor i udhusene og deres opgave er at passe på gården og alle dyrene. Fjøsnissen bliver ofte beskrevet som en lille mand, ikke større end et hestehoved🐴 Han har et langt skæg, gråt tøj og en rød nissehue. Fjøsnissen går ikke glip af noget, der sker på gården, men er som regel fuldstændig usynlig for os mennesker. Og du troede, at nisser kun hørte julen til? 🎅🏻

5. Trolde

Måske troede du at trolde bare var store, lidt dumme og farlige kæmper fra de kendte norske folkeeventyr? Men faktisk kan trolde komme i alle mulige størrelser, lige fra store udyr til små nisser og dværge. Fælles for dem alle er, at de lever i utilgængelig og uberørt natur, gerne i huler i bjergene⛰ De våger sig kun ud af deres huler, når det er mørkt, og skal skynde sig tilbage i bjergene, før solen kommer frem – ellers sprækker de 😲

6. Tusser

I mange norske landsbyer taler man stadig om tusser, et underjordisk småfolk, der ligner mennesker. I gamle dage var det i nogle egne almindeligt at tilbyde både øl og lefse (et norsk fladbrød, lavet af kartofler) til tusserne om lørdagen, fordi tusserne blev betragtet som skytsånder for områdets trivsel og velfærd. Hvis man ikke spurgte tusserne om lov til at bo et sted, kunne de hævne sig ved at lave ballade, men som regel blev tusserne anset som værende nyttige for mennesker

7. Troldeskoven

Hvis man tager op på Fløyen i Bergen, ligger der en spændende og mystisk skov bag Fløistuen Café på toppen: Troldeskoven 🌲Her kan børnene gå på opdagelse og bruge deres fantasi. I skoven kan man møde trolde og forhindringer, der skal overvindes. Troldeskoven er klar til en eventyrlig dag for både store og små 😄

8. Bergtaget/Margit Hjukse

I gamle dage var mange mennesker i Norge meget bange for at blive taget af underjordiske væsener, der tog folk med sig ind i bjergene 😱 En af de mest kendte sagn om ”bjergtagning” er fra Telemark, og handler om Margit Hjukse, en ung pige, der blev bortført på vej til kirken. Besøger du Sauherad i Telemark, kan du se fjeldet, hvor Margit ifølge historien blev holdt fanget⛰ Du kan også lytte til folkevisen om Margit Hjukse, hvis du vil høre hele fortællingen 🎵

9. Søslangen

Foto: Marcin Jakubowski

Seljordsvannet ligger midt i Telemark og gemmer på en stor hemmelighed. I over 250 år har folk hævdet at have set et stort ormelignende dyr i Seljordsvannet. Seljordslangen har fået navnet Selma, og tager man turen til Seljord, er der masser af udsigtspunkter for dem, der vil lede efter det mystiske væsen. Hvad gemmer sig egentlig under vandets overflade?🐍

10. Ridderspringet

Ridderspringet er en smal slugt i åen Sjoa i Jotunheimen. Her fortælles det, at en ridder havde røvet en smuk pige, og blev jaget af dem, der forsøgte at redde hende. Da de kom til denne dybe afgrund, sprang ridderen med hesten og pigen over det brusende vand og forsvandt væk med den smukke pige. Du kan besøge Ridderspringet i dag, men vi anbefaler ikke at prøve at springe henover!

11. Folgefonna

Folgefonna er en af ​​Norges mest berømte gletsjere. Men vidste du, at det ifølge norsk folketro er folks overmod, der har skabt gletsjeren? Det siges, at dette område i gamle dage var en frugtbar dal kaldet Folgedalen, hvor der var syv kirkesogn⛪️ Men menneskene opførte sig så dårligt, at Gud lod det sne uafbrudt i ti uger i træk! Og siden er sneen og isen vokset til den store gletsjer, der i dag er Folgefonna. I gamle dage kunne man angiveligt iagttage masser af småfugle i alle regnbuens farver i området omkring Folgefonna, og folk troede, at det måtte være sjælene fra de dødsdømte indbyggere i Folgedalen.

12. Stærke-Nils

Der er virkelig meget norsk folklore, der har sit udspring i Telemark, og flere steder kan man finde spor efter Stærke-Nils. Han var en kæmpe karl fra Seljord, som angiveligt var flasket op på hestemælk. I Seljord skal han have løftet den 570 kilo tunge sten, der ligger ved Seljord kirke, og ved Vrådal skal han have løftet den 75 kilo tunge sten Klypelyftsteinen med de bare næver 💪🏻 Det lyder utroligt, men Stærke-Nils eksisterede faktisk. Han blev født omkring 1720 og levede til omkring 1800. Det er muligt, at han var en særlig stærk fyr, men at løfte 570 kilo – det kæmper vi lidt med at tro på 🤔