FJORD CLUB MEDLEM

Båd til Norge

fra 542 kr.pr. pakke

IKKE-MEDLEM
fra 204 kr.

Se midnatssolen danse på eventyrøen Senja

Tekst: Anne Bloksgaard Nielsen Publiseret 20.03.2020

Norges næststørste ø, Senja i Nordnorge, byder på eventyrlige oplevelser for både store og små. Nordlys, midnatssol, troldesagn, unikt landskab mellem hav og fjeld og små idylliske fiskerlejer midt i den barske natur er blot nogle af de oplevelser, øen har at byde på.

Enestående naturoplevelser

Hvad enten I vælger at opleve Senja til fods, på cykel eller i bil, venter et væld af fantastiske naturoplevelser jer. En af turisternes favoritaktiviteter er køreturen lags Senja Nationale Turistvej, en 102 kilometer lang vejstrækning, der blandt andet går langs øens Atlanterhavskyst. De nationale turistveje er særligt smukke strækninger, hvor I ud over den pragtfulde natur også kan opleve enestående eksempler på norsk arkitektur og design langs ruten.

Dette er også tilfældet på Senja, hvor I på turen rundt på den imponerende vejstrækning – der nogle steder klamrer sig til de stejle fjeldsider – kan gøre holdt på de to panoramiske udsigtssteder Tungeneset og Bergsbotn. Ved Tungeneset kan I følge en gangbro udført i sibirisk lærketræ ud over klipperne på kysten og nyde det imponerende syn af de skarpe tinder på Okshornan, der rækker ud mod Atlanterhavet. Ved Bergsbotn 10 km længere mod syd kan I træde ud på en spektakulær, 44 meter lang udsigtsplatform på kanten af klippesiden, som giver en følelse af at svæve over afgrunden. Herfra kan I nyde det betagende syn af Bergsfjorden og de omkringliggende fjelde.

Senja byder også på et væld af imponerende naturoplevelser både til vands, til lands og i luften – faktisk kaldes øen ofte ”Norge i miniature” på grund af sine mange varierede naturattraktioner. Under jeres ophold på øen kan I deltage i en bred vifte af guidede ture, der giver mulighed for at se hvaler og havørne eller opleve det helt unikke kystlandskab, hvor fjelde, fjorde og det arktiske hav mødes, på endnu tættere hold.

Midnatssol og nordlys

Alt efter, hvornår på året, I besøger Senja, kan I opleve to naturfænomener, der med garanti vil give jer minder for livet. Om sommeren kan I overvære midnatssolens farverige forestilling, når solnedgang og solopgang går i et, og I oplever det fascinerende syn, når solen stiger ned mod horisonten for blot et øjeblik senere atter at stige på himlen. Et efterårsbesøg til Senja byder på en forestilling, der om muligt er endnu mere fascinerende: Nordlyset, hvis dansende farvespil på den mørke polarhimmel er et magisk syn, som kan få enhver til at føle sig ydmyg over naturens fantastiske væsen.

Levende kystkultur

Som noget helt særligt kan I på Senja opleve en karakteristisk, levende kystkultur centreret om fiskeriet som erhverv. På jeres vej rundt på øen vil I passere adskillige små fiskerlejer og landsbyer, der klynger sig til de små striber af beboeligt land mellem de stejle fjelde og det barske hav. I Gyllefjord, af mange kaldet Norges smukkeste fiskerlandsby, kan I komme med på rundvisning på en af fiskefabrikkerne, leje fiskerbåde for selv at tage på fisketur – eller endda komme med på en af de lokale både som arbejdende besætningsmedlemmer. Her kan I få et helt unikt indblik i det barske lokale liv – hvis altså ikke I er bange for søgang eller for at tage fat!

Oplevelsespark om trolde

Senja er også kendt for sine mange gamle legender – ikke mindst om det eventyrlige væsen Senjatrolden og hans troldkælling. Legenderne bringes til live i en sjov og spændende oplevelsespark, Hulder- og Trollparken Senjatrollet, som byder på underholdende aktiviteter bygget op omkring fortællinger fra øen. Her kan I møde den 17,96 meter høje Senjatrold – verdens største trold – og få sjove troldeoplevelser i hans mave! I sommerperioden er der desuden troldeshow to gange dagligt i parken.