FJORD CLUB MEDLEM

Båd til Norge

fra DKK 542pr. pakke

IKKE-MEDLEM
fra DKK 204

Voss – Miljøvenligt vandreeventyr

Tekst: Anne Bloksgaard Nielsen Publiseret 09.02.2022

Drømmer I om en miljøvenlig vandreferie fyldt med enestående naturoplevelser? Så lad bilen stå hjemme og sæt kurs mod Voss. Her kan I nemlig nå frem med bus, færge og tog – og opleve en af Skandinaviens smukkeste gondolture på jeres vej mod områdets stemningsfulde vandreruter.

Turen til Hirtshals

Pak rygsæk eller kuffert med jeres vandreudstyr og andre fornødenheder til turen. Start jeres grønne vandreferie ved at tage tog eller bus til Aalborg og derfra regionaltog RE76 til Hirtshals. Fra stationen i Hirtshals er der blot ca. 2 km gang til Fjord Lines færgeterminal.

Hirtshals-Bergen

Fjord Lines miljøvenlige færge afgår fra Hirtshals kl. 20.00. Når I har lagt jeres bagage fra jer i jeres kahyt, kan I nyde en lækker middag i et af færgens mange spisesteder og herefter sætte jer til rette i sportsbaren eller Fjord Lounge. Når det er tid at gå til ro, venter de behagelige senge i kahytten.

Næste dag kan I få en god start på dagen med Commander Buffets udsøgte morgenbuffet – og så ellers læne jer tilbage og nyde den spektakulære udsigt til kyst, fjeld og fjord på turen mellem Stavanger til Bergen. Hvis vejret indbyder til det, bør I gå op på dæk for at opleve den fantastiske indsejling til Bergen, der ligger smukt omkranset af fjelde i en indlandsfjord, før I går i land, når færgen har lagt til kaj kl. 12.30.

Bergen-Voss

Sidste del af jeres rejse til Voss går med tog. Turen tager ca. 1 time og 15 minutter, hvor I kan læne jer tilbage og nyde det smukke fjordnorske landskab, der glider forbi uden for vinduerne. Turen er så smuk, at den ofte betegnes som ”et rejsemål i sig selv”.

Vel ankomne til Voss kan I vælge at gå til fods eller tage en taxa de sidste 5 km til Voss Resort Bavallastunet, hvor I skal overnatte, hvis I har købet en pakkerejse med Fjord Line.

Voss Gondol – den spektakulære vej til højfjeldet

Næste morgen kan I sætte kurs mod en af områdets mange vandreruter, fx turen til Bordalsgjelet, der starter i Voss Centrum – men vil I have en helt unik oplevelse, anbefaler vi at tage med Voss Gondol til højfjeldet.

Gondolen er den første og mest moderne gondol i Nordeuropa og bringer jer til Hangurstoppen – 820 m.o.h. – i løbet af ca. 9 minutter, hvor I oplever landskabet folde sig ud omkring jer i takt med, at I stiger til vejrs. Faktisk er turen endnu mere unik på skyede dage – her bringer gondolen jer gennem skylaget og op i solen, hvor fjeldtoppen åbenbarer sig for jer. Det er en oplevelse, der giver de fleste gåsehud!

På Hanguren finder I vandrestier, der passer til alle aldre og konditioner – fra den spektakulære, 800 meter lange ”Hanguren Panorama”-rute til den 16 km lange rundtur til fjeldtoppen Lønahorgi. Uanset hvilken rute I vælger, kan I glæde jer til et fantastisk landskab, der ofte byder på udsigt til såvel isbræer, fjorde og indsøer som spektakulære dale og fjeldtoppe omkring jer.

Find flere fantastiske vandreture på Visit Voss’ hjemmeside

Når sulten melder sig, kan I besøge den nye, stemningsfulde restaurant Hangurstoppen, som med plads til hele 450 gæster er Voss’ største restaurant. Her serveres mad og drikke baseret på lokale råvarer, som I kan nyde sammen med en enestående 360 graders udsigt over fjeldet.

Hjemturen – tog, færge og bus

Når I er fyldt op af skønne naturoplevelser efter jeres vandreferie i Voss, går turen retur til Danmark. Det sker naturligvis atter med grønne transportmidler – tog til Bergen, færge til Hirtshals og tog/bus resten af vejen hjem, uanset hvor i Danmark I bor.