Glæd dig til van(d)vittige øjeblikke
Norge er hjemsted for nogle af verdens smukkeste vandfald. Vi præsenterer her otte af slagsen - fra de største og højeste til de unikke og anderledes. Det er bare at glæde sig!
#1 Vettisfossen
Med et frit fald på hele 275 meter er Vettisfossen Norges højeste uregulerede vandfald. Den spektakulære fos blev i 2014 kåret til Norges smukkeste vandfald af Dagbladets læsere.
Foto: GettyImages
#2 Langfossen
Langfossen er med sit 612 meter høje fald ned ad fjeldsiden til Åkrafjorden et imponerende syn, og det blev i 2006 kåret som verdens smukkeste vandfald. Som noget særligt er det her muligt at vandre til toppen af vandfaldet.
Foto: Arne Kristian Stave Ytreland/ visithaugesund.no
#3 Vøringsfossen
Vøringsfossen er et af Norges mest berømte vandfald. Vandet fosser 182 meter ned fra Hardangervidda- højfjeldsplateauet og slynger sig herefter gennem den smalle Måbødalen – et syn, der er som taget ud af Ringenes Herre!
Foto: Sverre Hjørnevik / www.fjordnorway.com
#4 Kjosfossen
Kjosfossen er et af højdepunkterne, hvis I tager en tur med Flåmsbanen. Det mægtige vandfald har et fald på 93 meter og er kun tilgængeligt med tog. I højsæsonen om sommeren kan I her opleve skuespillerinder, der danser og synger udklædt som ”huldrer” – smukke kvindelige mytologiske væsener, der var kendt for at lokke unge mænd med op i bjergene.
Foto: sverrehjornevik.com/Flåm AS
#5 Låtefossen
Låtefossen er hovedattraktionen i Oddadalen, der også er kendt som ”vandfaldenes dal”. Fossen er delt i to løb og kaldes også tvillingefossen, og synet af det brusende vandfald, der strømmer under den idylliske stenbro, hvor vandfaldet krydses af Riksvej 13, er en oplevelse, I sent vil glemme!
Foto: Arne Kristian Stave Ytreland/ visithaugesund.no
#6 Steinsdalsfossen
Steinsdalsfossen, blot 3 km fra Norheimsund centrum, er et af Norges mest populære vandfald – ikke mindst fordi det er muligt at gå på bagsiden af det imponerende, 50 meter høje vandfald helt uden at blive våd!
Foto: © Per Eide / www.fjordnorway.com
#7 Månafossen
Månafossen har et frit fald på 92 meter og er det største vandfald i Rogaland- regionen. Synet af vandfaldet, der strømmer ud af klippen og ned i søen er som taget ud af et eventyr og er absolut vandreturen dertil værd.
Foto: GettyImages
#8 Vidfoss
Vidfossen er endnu et af Oddadalens mange spektakulære vandfald. Det næsten 300 meter høje vandfald strømmer ned ad fjeldsiden og breder sig ca. midtvejs ud i en imponerende, bred vifte af hvidt brusende vand over den grå fjeldside
Foto: GettyImages
#9 Kjærrafossene
Kjærrafossene i Kjærra Fossepark er berømt for sit laksefiskeri. De mange laks, der springer op ad det brusende vandfald, er et fantastisk syn.
#10 Flakkefossen
Flakkefossen i Birkenes blev tidligere brugt til tømmertransport og er nu et yndet udflugtspunkt. I kan køre hele vejen til toppen af vandfaldet eller gå op fra Birkenesparken helt tæt på det brusende vand.
#11 Kvåsfossen
Kvåsfossen er et af Sørlandets største vandfald. Her kan I nyde det spektakulære syn af vandet, der fosser ned ad vandfaldet og gennem elvens jættegryder – eller besøge laksetunnellen inde i fjeldet, hvor I kan komme helt tæt på laksene gennem glasvæggene.
#12 Rjukanfossen
Rjukanfossen var en af Norges første turistattraktioner. Med sit 104 meter høje fald er vandfaldet et imponerende syn – selv i dag, hvor vandfaldet bruser med reduceret kraft, fordi vandet bruges til elproduktion i Vemork Kraftværk.