Miniferie i Bergen med fjordcruise til Mostraumen

Forkæl dig selv med en miniferie til Bergen. Gå på opdagelse i den historiske bydel Bryggen, oplev norske kulturperler som Edvard Munch og Edvard Grieg på tætteste hold – og læn dig tilbage og nyd et fjordcruise på Osterfjordens spejlblanke vand.

Dag 1

Dine oplevelser begynder allerede, når du om aftenen går om bord på en af Fjord Lines moderne og miljøvenlige færger i Hirtshals med afgang kl. 20.00. Her kan du nyde et lækkert måltid mad i et af færgens mange spisesteder – og måske en drink og en dans i baren – inden du går til køjs til en god nats søvn i din kahyt.

Dag 2

Næste morgen kan du tage for dig af den varierede morgenmadsbuffet og nyde morgenkaffen med fantastisk skærgårds- og fjordudsigt på færgens vej fra Stavanger til Bergen. Klokken 12.30 går du fra borde i Bergen og sætter kurs mod dit hotel.

Udforsk Bergen på egen hånd

Resten af dagen kan du udforske Bergens oplevelsesmekka på egen hånd. Måske går turen til den historiske bydel Bryggen, hvor de charmerende træhuse og smalle smøger vidner om Bergens betydning som et af Hanseforbundets kraftcentre igennem adskillige århundreder. Foretrækker du nyere kultur, kan du opleve verdens tredjestørste samling af Edvard Munchs værker i Rasmus Meyers Samlinger eller besøge Troldhaugen – huset, hvor Edvard Grieg boede i 22 år og komponerede mange af sine mest berømte værker. Området omkring den idylliske fjordby lokker naturligvis også med et væld af vandre- eller cykelture, eller måske en tur med kabel- eller svævebane til en af de berømte fjeldtinder Fløyen eller Ulriken.

Dag 3

Fjordcruise til Mostraumen kl. 10.00

Dagens højdepunkt er fjordcruise på Mostraumen. Vigtigt: Husk at møde op min. 20 min. før afgang. Turen starter kl. 10.00 (obs: ved afrejse i oktober er fjordcruise kl. 11.00) med afgang fra Zachariasbryggen i Bergen centrum, og rundturen varer i alt tre timer. Her kan du læne dig tilbage på dækket eller i salonen på den moderne turbåd og nyde det fantastiske fjordlandskab langs den 27 kilometer lange Osterfjord. Turen gennem den lange fjord byder på stejle fjeldsider, imponerende vandfald og den stærke strøm i den smalle Mostraumen-passage, før båden når til turens vendepunkt, Modalen, som er Norges næstmindste kommune med blot 380 indbyggere. På vejen fører båden jer helt tæt til et af de brusende vandfald, så du kan smage det kolde, klare fjeldvand.

Vel tilbage i Bergen har du endnu en eftermiddag og aften til at udforske den mangfoldige by på egen hånd, før du atter går til køjs på dit hotel.

Dag 4

Oplevelserne i ”Porten til fjordene” fortsætter om formiddagen, før turen går retur mod Hirtshals med afgang kl. 13.30. På hjemturen kan du naturligvis endnu engang gøre brug af færgens mange tilbud – eller få en velfortjent nats søvn i din kahyt oven på rejsens mange oplevelser.

Udrejsedatoer 2022:

21.04, 28.04, 05.05, 19.05, 30.06, 11.08 25.08, 01.09, 15.09, 29.09, 13.10*, 27.10*

*Obs: Ved afrejse 13.10 og 27.10 er fjordcruise kl. 11.00 på Dag 3.