Foto: visitnorway.com / Terje Rakke
Sirdal – Den lette rejse til en mini-skiferie i Fjordnorge
Vinter

Sirdal – Den lette rejse til en mini-skiferie i Fjordnorge

Tekst: Anne Bloksgaard Nielsen Publiseret 04.08.2021

Gå om bord på færgen i Hirtshals om aftenen – og stå på ski i Fjordnorges imponerende landskab allerede næste formiddag, frisk og udhvilet efter en god nats søvn. Det lyder næsten for godt til at være sandt, men det er faktisk, hvad I kan opleve, hvis I lader skiferien gå til Sirdal med Fjord Line, uanset om I planlægger en kort "ski-getaway" eller en længere vinterferie.

Dag 1: En afslappet start på skiferien

Færgen sejler fra Hirtshals kl. 20.00 på afrejsedagen. Her kan I nyde en lækker middag i et af færgens mange spisesteder og måske nyde en drink i Fjord Lounge, før I tørner ind i jeres kahyt til en god nats søvn – men husk at stille vækkeuret tidligt, for færgen ankommer til Stavanger allerede kl. 6.30 næste morgen.

Dag 2: Skiløb, skiløb, skiløb!

Foto: Sirdal Skisenter / Mike Thomas

Når I er kørt fra borde i Stavanger, har I blot 100 km til Sirdal, hvor alverdens skioplevelser venter jer. Den idylliske Sirdal er nemlig et sandt mekka for skientusiaster, og med tre alpine anlæg, 200 km langrendsløjper, to børneområder, fascinerende topture og, ikke mindst, et fantastisk landskab, der nærmest er indbegrebet af et norsk vintereventyr, sætter kun fantasien grænser for, hvad I skal opleve på jeres skiferie.

I de alpine anlæg finder I pister af alle sværhedsgrader – 12 grønne, 7 blå, 3 røde og 1 sort – og hele 9 forskellige lifte, der sikrer minimal kø, når I skal tilbage til toppen af pisterne.

Foto: Sirdal Skisenter

Når sulten rammer, kan I samles i et af skiområdets spisesteder, der byder på både nybagte bagels og fristende burgere, eller sætte kursen mod jeres egen hytte eller lejlighed – I kommer nemlig til at bo lige op til skiområdet, så I har maksimal tid i sneen.

Har I langrendsski med i bagagen, kan I fortsætte dagens oplevelser efter mørkets frembrud – Sirdal har flere lysløjper, der indbyder til en stemningsfuld aftentur over den glitrende sne.

Dag 3: Endnu en hel dags skiløb før turen går hjemad

På tredjedagen kan I se frem til endnu en dag fyldt med dejlige skioplevelser sammen – færgen går først hjemad fra Stavanger kl. 20.00, så I sagtens kan nå at boltre jer på pisterne eller nyde en langrendstur i det smukke fjeldlandskab, før I pakker bilen og sætter kursen hjemad mod Hirtshals.

På overfarten kan I naturligvis endnu engang gøre brug af færgens mange tilbud – herunder også den velassorterede TaxFree-butik, der lokker med masser af lækre varer. Når trætheden rammer, kan I gå til køjs og hvile ud efter turens oplevelser, mens færgen trygt bringer jer hjem til Danmark med ankomst til Hirtshals 7.30.