Foto: Sirdal Resort

Top 10-oplevelser i Sirdal

Tekst: Anne Bloksgaard Nielsen Publiseret 09.02.2022

Sirdal er kendt som den sydlige indgang til Lysefjorden – og som et eftertragtet skisportssted i Fjord Norge. Den smukke dal byder på et væld af fantastiske naturoplevelser, uanset om I er til udfordrende vandreture eller hyggelige familieoplevelser.

Foto: Gettyimages

I artiklen her bringer vi, med inspiration fra Visit Sirdal, vores bud på de 10 bedste oplevelser i Sirdal uden for skisæsonen.

Kjeragbolten

Kjerag er en af Norges mest ikoniske vandreture, ikke mindst på grund af sin fascinerende runde kampesten, Kjeragbolten, der sidder fastklemt mellem to fjeldvægge højt til vejrs.

Tonstadbadet

Tonstadbadet er det perfekte udflugtsmål til en regnvejrsdag. Her er både et opvarmet 12,5 meter langt og 3,5 meter dybt bassin med vipper, flere wellness- og børnebassiner og dampbad.

Slottet

En af Sirdals nyeste perler er restauranten Slottet, som ligger på et af områdets flotteste udsigtspunkter, Hoppmannsknuten. Restauranten byder på udsøgte retter af sæsonbaserede råvarer fra lokalområdet.

Klatreparken Høyt & Lavt

Klatreparken Høyt & Lavt i Sirdal byder på mange timers sjov for såvel børn som forældre og bedsteforældre. Her kan I boltre jer i ikke mindre end 7 løjper og 52 elementer - heriblandt hele 7 svævebaner.

Foto: Sirdal Skisenter & Sommerpark

Mountain Cart

En af de mest populære sommer- og efterårsaktiviteter i Sirdal er Mountain Cart. Her kan store og små få farve i kinderne og sug i maven, når I sætter jer bag rattet i en af stedets "forvoksede" trehjulede cykler og suser ned ad slalombakken.

Guidede ture med Sirdal Safari & Adventure

Sirdal Safari & Adventure tilbyder forskellige guidede naturture – fra fiskesafari på toppen af Sirdals 1000 højdemeter over køreture med en veteranbus til ”vandkraftens perleport” og til guidede dagsture i landskabet om Sirdal.

Dorgefossen

Dorgefossen mellem Omlid og Handeland betegnes som Sirdals ”1000-årssted”. Vandfaldet er nu reguleret og mindre end tidligere, men de skarpe klipper og det glinsende vand er stadig et imponerende syn.

Sirdal Huskyfarm

En af Sirdals populære aktiviteter er et besøg på Sirdal Huskyfarm. Her kan I komme helt tæt på de glade, charmerende hunde, prøve en slædetur over fjeldet eller komme på ”vandretur i fjeldet med huskyer”, hvor hundene bærer udstyr og madpakker på jeres tur til en af områdets smukke fjeldtoppe.

Foto: Eduardo Grund / RegionStavanger.com

Rågeloni

Rågeloni er en udløber af søen Øyvarvatn, som er omgivet af flotte sandstrande og vide græssletter. Her er masser af steder at slå telt op, tage en dukkert – og ellers bare nyde livet og udsigten til de smukke, kuperede fjelde hele vejen rundt om jer.

Kanoture

Sirdal Huskyfarm udlejer kanoer på dagsbasis til hyggelige ture på en af områdets smukke søer - eller måske til en overnatning ved Rågeloni med oppakning og telt?