Foto: Voss Resort / Jon Hunnålvatn Tøn
Vinter

Voss – Miljøvenligt langrendseventyr

Tekst: Anne Bloksgaard Nielsen Publiseret 04.08.2021

Drømmer I om en miljøvenlig skiferie i roligt tempo, med minimal oppakning – og fyldt med enestående naturoplevelser? Så lad bilen stå og sæt kurs mod Voss. Her kan I nemlig nå frem med bus, færge og tog – og opleve en af Skandinaviens smukkeste gondolture på jeres vej mod områdets stemningsfulde langrendsløjper.

Turen til Hirtshals

Pak rygsæk eller kuffert med jeres skitøj – men lad blot ski, støvler og hjelm blive hjemme, for det kan I leje i Voss. Start jeres grønne skiferie ved at tage tog eller bus til Aalborg og derfra regionaltog RE76 til Hirtshals. Fra stationen i Hirtshals er der blot ca. 2 km gang til Fjord Lines færgeterminal.

Hirtshals-Bergen

Fjord Lines miljøvenlige færge afgår fra Hirtshals kl. 20.00. Når I har lagt jeres bagage fra jer i jeres kahyt, kan I nyde en lækker middag i et af færgens mange spisesteder og herefter sætte jer til rette i sportsbaren eller Fjord Lounge. Når det er tid at gå til ro, kan I tørne ind i kahytten.

Næste dag kan I få en god start på dagen med Commander Buffets udsøgte morgenbuffet – og så ellers læne jer tilbage og nyde den spektakulære udsigt til kyst, fjeld og fjord på turen mellem Stavanger til Bergen. Hvis vejret indbyder til det, bør I gå op på dæk for at opleve den fantastiske indsejling til Bergen, der ligger smukt omkranset af fjelde i en indlandsfjord, før I går i land, når færgen har lagt til kaj kl. 12.30.

Foto: Fjord Line / Geir Einarsen

Bergen-Voss

Sidste del af jeres rejse til Voss går med tog. Turen tager ca. 1 time og 15 minutter, hvor I kan læne jer tilbage og nyde det smukke fjordnorske landskab, der glider forbi uden for vinduerne. Turen er så smuk, at den ofte betegnes som ”et rejsemål i sig selv”.

Vel ankomne til Voss kan I vælge at gå til fods eller tage en taxa de sidste 5 km til Voss Resort Bavallastunet, hvor I skal overnatte, hvis I har købet en pakkerejse med Fjord Line. Når I er blevet godt indkvarteret, kan I besøge Voss skiudlejning, så I har alt udstyret klar til morgendagens langrendsoplevelser.

Foto: Voss Resort / Jon Hunnålvatn Tøn

Voss Gondol – den spektakulære vej til højfjeldet

Næste morgen kan I vælge at tage liften fra Bavallen til højfjeldet, hvor mange af områdets langrendsløjper starter – men vil I have en helt unik oplevelse, anbefaler vi at tage turen ind til Voss Centrum og tage Voss Gondol til toppen.

Foto: Voss Resort / Jon Hunnålvatn Tøn / Hunnalvatn Media

Gondolen er den første og mest moderne gondol i Nordeuropa og bringer jer til Hangurstoppen – 820 m.o.h. – i løbet af ca. 9 minutter, hvor I oplever landskabet folde sig ud omkring jer i takt med, at I stiger til vejrs. Faktisk er turen endnu mere unik på skyede dage – her bringer gondolen jer gennem skylaget og op i solen, hvor fjeldtoppen åbenbarer sig for jer – en oplevelse, der giver de fleste gåsehud!

Foto: Voss Resort / Jon Hunnålvatn Tøn / Hunnalvatn Media

Hver vogn i gondolen har plads til 34 personer, så her er masser af plads til skiudstyret. På toppen venter 18 kilometer præparerede langrendsløjper, både på toppen af det smukke fjeld og gennem de stemningsfulde skove. Her er såvel nemme, familievenlige løjper som mere udfordrende løjper i kuperet terræn, så alle får med garanti en fantastisk oplevelse i det enestående terræn.

Når sulten melder sig, kan I besøge den nye, stemningsfulde restaurant Hangurstoppen, som med plads til hele 450 gæster er Voss’ største restaurant. Hangurstoppen serverer mad og drikke baseret på lokale råvarer, som I kan nyde sammen med en enestående 360 graders udsigt over fjeldet.

Foto: Voss Resort / Jon Hunnålvatn Tøn / Hunnalvatn Media

Vil I have helt særlige oplevelser i det snedækkede landskab, byder Voss også på gode muligheder for topture med randonée-ski – som naturligvis også kan lejes i skiudlejningen.

Læs mere om langrends- og randonéeoplevelser i Voss her

Hjemturen – tog, færge og bus

Når I er fyldt op af skønne naturoplevelser efter jeres skiferie i Voss, går turen retur til Danmark naturligvis atter med grønne transportmidler – tog til Bergen, færge til Hirtshals og tog/bus resten af vejen hjem, uanset hvor i Danmark I bor.