Sandefjord færgeterminal
Fjord Lines terminal i Sandefjord finder du cirka midt i centrum af Vestfold. Herfra er der kort vej til gode restauranter og seværdigheder.
Indlæser kort ...
Velkommen til Sandefjord og Vestfold fylke – stedet, hvor vikinger har hærget, handlet, kæmpet og efterladt mange synlige spor. Her har hvalfangsten sørget for velstand og solid vækst i mere end 100 år. De, som bor her, mener desuden at dette er Norges solkyst. I Sandefjord finder du Fjord Lines terminal i Tollbugata 5, godt placeret mellem restauranter og beværtninger på “Bryggen”. Du bør helt klart afsætte lidt tid til at opdage alt det, som Sandefjord kan byde på, og særligt hvis du kommer om sommeren. Men husk solcreme, Vestfold er nemlig den region i landet, som har flest solskinstimer i løbet af året.
Det er ikke bare sommersolen, som gør Sandefjord til en skøn destination. Også om vinteren finder du en række aktiviteter, som bør undersøges nærmere. Er du her på den kolde årstid, er Hvalfangstmuseet et besøg værd. Det samme er Midtåsen, den tidligere pragtejendom for den berømte skibsreder Anders Jahre. Fra Sandefjord er der desuden kun 10 minutter til E18 og det norske vejnet.

Praktisk information
Toiletter
Ja, 1. etage i terminalbygningen.
Opbevaringsbokse
Nej.
Parkering af bil
Offentlig parkeringsplads ved terminalen. 59,- NOK per døgn, maks. 24 timers parkering.
Offentlig parkeringsplads lige over for Scandic Park Hotel. 30,- NOK per dag.
Parkering af autocamper
I følge Sandefjord havnemyndigheders reglement er det ikke muligt at parkere på havnen med autocamper om natten for rejsende med morgenafgangen. Ved bådforeningen i Sandefjord, mellem benzinstationen og Scandic Park Hotel, kan ejere af autocampere parkere for 150,- kr. per nat inkl. strøm. Henvendelser rettes til betjeningen ved benzinstationen, som ligger lige ved autocamperpladsen.
Elevator
Ja, inde på terminalen.
Betaling/valuta
På billetkontoret kan du betale i NOK, DKK og EUR. Mønter kun i NOK.
Autoriserede kort og betalingsmuligheder: Visa, MasterCard, Mobile Pay, Vipps, Maestro, Diners og American Express
Værd at se i Sandefjord
Vil du udforske Sandefjord nærmere? Her er et lille udvalg af seværdigheder, som du helt sikkert vil synes om i den idylliske Vestfold-by.
Hvalfangstmuseet
Midt i hjertet af Sandefjord finder du Europas eneste museum, der er dedikeret til hval- og hvalfangsthistorie. Museet er en donation fra byens store søn, konsul Lars Christensen, og det stod færdigt allerede i 1917. Her får du et grundigt indblik i byens omfattende hvalfangsthistorie og dens mange personligheder. Derudover får du også en grundig indføring i dyre- og fuglelivet fra både arktiske og antarktiske himmelstrøg.
Villa Midtåsen
Det er nærmest umuligt at tale om hvalfangst uden også at nævne Anders Jahre (1891-1982). Skibsreder Jahre er nemlig hvalfangstens ansigt udadtil. Det 1200 kvadratmeter store Midtåsen var Jahres hjem, og det ligger idyllisk placeret på et højdepunkt over byen. Med en fantastisk panoramaudsigt er Midtåsen en af Vestfolds mest sagnomspundne ejendomme. Her har historiske skikkelser som Aristoteles Onassis, shahen af Persien og selveste kong Olav V været på visit! Hvis du kombinerer dette med et besøg til Hvalfangstmuseet, så lover vi, at du får et helt sjældent indblik i hvalfangstens guldalder.
Hvalfangsmonumentet
Sandefjord er byen, som hele Norge forbinder med hvalfangst. I den indre havn står monumentet, som foreviger byens status som “hvalfangerbyen”. Billedhugger Knut Steen (1924-2011) fik opgaven med at lave et monument til ære for pionererne bag hvalfangsten. Det færdige resultat ser du lige ved færgekajen, i rundkørslen for Fylkesvei 260, med Badeparken og det ærværdige Park Hotel (også tegnet af Arnstein Arneberg) som nærmeste naboer.
Gokstadhaugen
Vikingetiden udgør en betydelig del af Vestfolds historie. Her i den solrige region foregik der omfattende handelsvirksomhed, og der er dermed mange spor efter tidlige bosættelser. Historieentusiaster bør lægge turen forbi Gokstadhaugen. Dette er en stor gravhøj, anlagt omkring år 900 e.Kr., som du i dag kan finde på Gokstad gård. I graven fandt man en række genstande, knoglerester fra både dyr og mennesker, samt det berømte Gokstadskibet, som i dag er udstillet på Bygdøy i Oslo. I nabobyen Larvik finder du også Kaupang, som var Norges første store handelsby i vikingetiden.
Bjerggata
Denne hyggelige gade tæt på centrum overlevede den store bybrand i 1900, og den har bevaret sit skønne særpræg fra 1800-tallet. Her dominerer først og fremmest de hvidmalede træhuse, som en gang blev opført af hjemvendte søfolk. Bjerggata er en skøn og hyggelig del af byen og faktisk ikke så anderledes end gaderne, som udgør den gamle bydel af Stavanger.