Gå til hovedinnhold Til toppen
Clip0642.mp4.00_00_30_12.Still001

– Det bedste ved jobbet er, at jeg får mulighed for at synge så meget. Men også at jeg har mulighed for at have så stor kontakt med andre mennesker. Vi har mange stamgæster, og det er altid hyggeligt at møde dem.

Tina er sprudlende og mild. Det er tydeligt, at hun elsker sit job om bord på Fjord Lines skib MS Stavangerfjord. Hun er sanger og har været ansat om bord siden 2019. Hendes arbejdsopgaver om bord består i at synge og spille for gæsterne sammen med bandet. Derudover laver hun quizzer og byder gæsterne velkommen om bord på skibet. Sådan ser en typisk arbejdsdag ud for Tina:

– Når jeg har fået øjne igen efter nattens underholdning, står jeg op og gør mig klar. Jeg indtager en masse kaffe og går gerne rundt og snakker lidt med gæsterne, før de skal af i Bergen. Derefter står jeg og tager imod nye gæster, som skal om bord, og byder dem velkommen. Senere laver jeg en quiz og synger sammen med bandet om dagen. Så er der ofte en ny quiz og mere underholdning om aftenen, fortæller hun.

Hun fortæller, at det varierer, hvor længe hun er om bord ad gangen, men at det normalt handler om 10-12 dage, før hun afmønstrer.

– Jeg trives vældig godt om bord og elsker mine kolleger,  siger Tina og stråler, inden hun tilføjer:

– Det tager nogle gange lidt tid at vænne sig til hverdagen om bord, når jeg lige er ankommet, fordi den er ret anderledes end derhjemme. Men det går vældig godt. Sammenholdet mellem de ansatte om bord er SUPER! Vi snakker meget sammen og er altid rigtig glade for at se hinanden igen.

Selvom den 36-årige er om bord og arbejder i forholdsvis lange perioder ad gangen, har hun også meget fritid til søs.

– Arbejdsdagen er jo meget opdelt, så der er en del fritid. Der er jeg ofte sammen med bandet og øver eller jammer sammen med dem. Ellers er man selvfølgelig også social, når man kan og vil. Andre dage kan det være lækkert med en ordentlig lur midt på dagen, siger hun.

– Som vores andet hjem
Tina anbefaler jobbet om bord til alle, der kan lide at arbejde med mennesker og kunne tænke sig en lidt anderledes arbejdsdag.

– Jeg kan helt sikkert anbefale et job om bord hos Fjord Line. Det er jo et afbræk fra hverdagen derhjemme, men det er også vældig hyggeligt at arbejde her. Vi er glade for vores arbejde og tager det seriøst. Og så har vi det jo rigtig sjovt på jobbet. Det bliver jo ligesom et andet hjem, siger hun og slutter af:

– Nogle lader måske være med at søge job her, fordi de tror, de bliver søsyge, haha! Det synes jeg ikke, man skal gøre. Det går som regel fint, og man bliver vant til at være til søs. Fjord Line er et rigtig dejligt og godt sted at arbejde. Det er trygt, og vi sætter pris på hinanden. Man kommer til at møde nye mennesker hele tiden, og for mig er det et kæmpestort plus. Jeg elsker at arbejde her.