MS Bergensfjord Skibet som ikke får lov at sejle

Det skal siges at allerede to dage tidligere, den 14. marts, begyndte restriktionerne med begrænset antal passagerer, reduceret crew og korrektion i fartplanerne for mandskabet og besætningen. Tingene var allerede ved at ændre sig og situationen var uafklaret. Men da kaptajn Damgård, højt deroppe på broen på dæk 9 trykkede på afbryderen og standsede de fire BV12PG Rolls Royce LNG-motorer klokken 17.00 den 16. marts, standsede samtidig skibets to hovedpropeller. Langt der nede i dybet. To imponerende konstruktioner,  hver for sig med fire enorme og skarpe blade af skinnende bronze. 

For langt tid fremover, skulle det vise sig. Propellerne har ikke rykket sig én millimeter på snart to måneder, og så at sige hele mandskabet er sendt hjem. Ingen passagerer har siden sat sin fod på skibsdækket, ingen har hygget sig i barerne, blevet godt opvartet ved restaurantbordet eller gået en romantisk aftentur på dækket før kahytten ventede.  For med corona-situationen, kom også rejseforbuddet og lukkede grænser.  MS Bergensfjord  og tusindevis af andre skibe blev arbejdsledige over natten. Det blev også rigtig mange søfarende. Og mange andre er meget hårdt ramt derude. 

Mange stole, men ingen gæster. Det minder om et spøgelsesskib om bord på MS Bergensfjord. Lina Lägel Pedersen/Fjord LIne[/caption]

Nogen må passe på

Vi ønskede os en stemningsrapport fra denne gemte og glemte verden. Vi ville høre hvordan livet er om bord på skibet og arbejdspladsen, som ligger stille og forladt til kaj i den danske havneby.

Men fuldstændig forladt er skibet ikke. Der kræves fortsat nogle hænder i sving. Hænder, som sørger for at helt nødvendige rutiner opretholdes. Blandt andet går der en person kontinuerlig rundt på skibet bare for at trække ud i de mange hundrede toiletter om bord.

Vakuumsystemet og andre systemer må være operative og klare til at yde max i løbet af kort tid. For Fjord Lines færger ligger såkaldt varmt op, noget som betyder, at skibet skal kunne sættes ind i drift i løbet af bare nogle få timer.

Efter grundig håndvask, spandevis med antibac og forsikringer om at vi har forstået smitteværnsreglerne til fulde, slipper kaptajnen os om bord med en gæstfri mine. Om bord viser der sig at være yderligere ni personer: én kok, fire i maskinen, én styrmand, og tre skibsassistenter. De er de eneste levende sjæle som er at finde inde bag skroget og under dæk på det store skib

Savner at se havet passere

– Jeg savner at sidde på broen her og se at udsigten forandrer sig undervejs. Desuden savner jeg alle gæsterne og det at få lov til at vise dem hvad vi kan. Husk at vi navigatører er meget stolte over vores kundskab. Kundskab som vi til enhver tid har lyst til at vise frem, siger Damgaard.

Han tror, at han i eftertiden, den dag hvor alt dette er over, vil tænke tilbage på denne uvirkelige tid ved at huske på, hvor skrøbelig vores tilværelsen faktisk er. Hvor lidt kontrol vi har når kræfter udenfor os slippes løs og sættes i sving. Sådan noget giver rum for eftertanke hos kaptajnen.

– Det er uhyggeligt at tænke på hvor hurtigt alt dette gik. På rekordtid ændrede livet sig og alt vi kendte blev forandret, siger han.

På et øjeblik ændrede livet sig og alt vi kendte blev forandret.

På et øjeblik ændrede livet sig og alt vi kendte blev forandret

– For mig går tiden mest med vedligehold og aldrig har dæksområdet været mere tip top end det er nu. Nu har vi tid til at være ekstra nøje og udføre opgaver, som strengt taget ikke er nødvendige, men som er godt at få gjort, siger hun.

Lisbeth fortæller, ligesom kaptajn Damgaard, at hun savner både passagererne og kollegaerne, men at de som er om bord har fået et tæt og nært  forhold. Men hun fortæller også, at spekulationer om fremtiden, præger alle om bord. For ingen ved noget, men alle snakker om corona-situationen. Naturligt nok.

Helt alene i kabyssen

På bagbords side, på dæk 7,  ligger det mange vil kalde «skibets hjerte» – kabyssen. Det er her al maden om bord bliver lavet. Normalt er der stor aktivitet og et sydende liv i kabyssen. Men nu er lyden af klirren i skålene og gryder, samtaler om hvad som skete i forrige friperiode og venlige og kollegiale morsomheder mandskabet imellem helt fraværende. Det eneste man hører er snurren fra et eller andet køleskab og af og til lyden af et par træsko som træder over dørken.

Træskoene tilhører konstitueret køkkenchef, Andreas.

Hvordan får du dagene til at gå, Andreas?

– Jeg laver alle måltider til de få af os som endnu er om bord og så holder jeg køkkenet parat, sådan at den dag myndighederne «trykker på knappen», så skal vi være klar til at mætte maver og sørge for at gæsterne får det de behøver.

Andreas fortæller, som sine kollegaer, at han savner skibskammeraterne og skibsveninderne.

Nu er jeg den eneste person på dæk 7. Det føles mærkeligt.

– Nu er jeg den eneste på dæk 7 og det føles mærkeligt. I løbet af dagen, ser jeg kun folk når de kommer for at spise. Det er underligt, men jeg er trods alt heldig at jeg har et job at gå til hver dag, siger han og påpeger at om nogle år når corona er historie, så kommer han til at tænke tilbage på denne tid som en tid hvor man hele tiden længtes efter det vi ikke sætter pris på: det normale. Aldrig så galt, at det ikke er godt for noget.

Ansvarsområderne viskes ud

Gunder er 1. maskinmester om bord på MS Bergensfjord og også for ham har hverdagen ændret fuldstændig karakter. Ikke det at han ikke har noget at tage sig til, men arbejdsopgaverne er ikke helt som dem han kender fra hverdagen.

– Vores stillingsbeskrivelse er så godt som visket ud. Nu tager vi hånd om det der trænger. Jeg mærker på kroppen hvordan jeg savner mine kollegaer og hvor dejlig hverdagen egentlig var. Det er en god lærdom, jeg tror vi alle kommer til at tage med os videre. Så er det også positivt at se hvor stor viljen er til at hjælpe hinanden – uanset hvad udfordringen er, siger han.

Første maskinmesteren siger, at han kommer til at se tilbage på denne tid som temmelig sørgelig og trist, men også som en effektiv påmindelse om at vi skal sætte pris på de små ting som udgør en normal hverdag.

Lægger til rette

Det er naturlig nok total undtagelsestilstand om bord på MS Bergensfjord, ligesom det er på rigtig mange skibe liggende ufrivilligt til kaj over hele verden. Men de få genværende besætningsmedlemmer forsøger at få det bedste ud af situationen og indretter sig som de bedst kan.

I Fjord Lounge, hvor der normalt er underholdning og glade gæster, har besætningen opstillet et bordtennisbord. Det er en populær afveksling for de 10, som holder liv i MS Bergensfjord i denne tid.

– Det lyser sådan lidt op i hverdagen i en vanskelig tid, siger Damgaard.

Skibsassistent Lisbeth fortæller at kreativiteten blomstrer blandt de tilbageværende besætningsmedlemmer.

– Vi tager godt vare på hinanden og finder på ting og sager vi normalt ikke har mulighed for.  Måltiderne bliver vigtige, vi taler mere sammen og vi gør også en del socialt. Vi har blandt andet været ude og fiske torsk, som vi spiste til aftensmad. Sådan noget lyser op i hverdagen, siger den unge skibsassistent. Lisbeth ønsker sig kun én eneste ting lige nu: Hverdagen tilbage!

Vi krydser alle fingre sammen med dig, Lisbeth!