Foto: visitnorway.com / Terje Rakke / Nordic Life
Oplevelser uden for pisterne i Gautefall
Vinter

Oplevelser uden for pisterne i Gautefall

Tekst: Anne Bloksgaard Nielsen Publiseret 07.07.2021

Driver af sne på fyrretræernes grene, solens glitren i nyfalden sne og stejle bakker, der indbyder til en kælketur. I Gautefall kan du komme tæt på det snedækkede landskab på helt nye måder med GautefallEvents.

Snescootersafari med indlagt kælketur

Sæt jer til rette i det lille vogntog af små vogne og kælke – trukket af en snescooter – og lad GautefallEvents erfarne guide give jer en helt unik oplevelse på snescootersafari gennem det smukke sneklædte skovområde. Tæpper og renskind sikrer, at ingen fryser på turen, så det er bare at læne sig tilbage og nyde landskabet, der glider forbi omkring jer.

Turen bringer jer forbi en række fantastiske kælkebakker, hvor I naturligvis får mulighed for at suse en tur ned ad bakken, før I atter sætter jer til rette og fortsætter turen.

I kan vælge mellem en tur i dagslys eller om aftenen i skumringslyset – vi anbefaler varmt at prøve begge dele!

Læs mere på GautefallEvents hjemmeside

Kanetur

Har du altid drømt om en kanetur i den knitrende sne? Så har du chancen i Gautefall!

Træd op i kanen, pak de bløde tæpper og rensdyrskind godt omkring jer, og læn jer så tilbage og nyd turen. Se, hvordan landskabet ændrer sig, mens hestens taktfaste hovslag bringer jer gennem skoven. Det rolige tempo giver jer god tid til at opdage de små fine detaljer omkring jer – snedækkede kogler på træerne, istapper og små frosne vandfald på klipperne, solens glitren på en fjern fjeldtop eller sporene fra en hare i sneen.

Med GautefallEvent kan I komme på en idyllisk kanetur gennem den knitrende sne - enten i dagtimerne eller om aftenen i faklernes skær. En hyggelig oplevelse, I sent vil glemme!

Læs mere på GautefallEvents hjemmeside

Sneskoture

Prøv kræfter med vinterlandskabet på en helt ny måde, og mærk samtidig historiens vingesus. Med GautefallEvents kan du prøve en transportform, som de færreste har prøvet, og som på en gang er spændende, morsom og udfordrende: Snesko!

Spænd skoene på fødderne og nyd turen gennem den snedækkede, solbeskinnede skov. Her sænker roen sig omkring jer, mens I bevæger jer igennem landskabet. Snesko stammer helt tilbage fra originale folk som eskimoer og de oprindelige amerikanere, som brugte dem på jagt i vildmarken, og de er stadig et overordentligt sikkert og effektivt transportmiddel, når sneen lægger sig over landskabet.

Nutidens snesko er heldigvis en hel del lettere at bære rundt på end dem, eskimoerne brugte, og de fleste lærer hurtigt teknikken, så I sikkert kan bevæge jer ud på dagens hyggelige oplevelser i sneen.

Læs mere på GautefallEvents hjemmeside