Stavanger i det sydvestlige Norge – blot en nats sejlads fra Danmark – byder på masser af spændende oplevelser for alle aldre.
Området omkring Stavanger er fuldt af enestående naturperler. Tag på et fjordcruise ind i Lysefjorden eller på vandring til Preikestolen og Kjerag - eller besøg Månafossen, det største vandfald i Rogaland-regionen med et frit fald på 92 meter. Synet af vandfaldet, der strømmer ud af klippen og ned i søen er som taget ud af et eventyr og er absolut vandreturen dertil værd.
En helt unik naturoplevelse får du på Gloppedalsura-talusen – et område med enorme lavinekampesten, som i istiden er blevet dynget op på en endemoræne af naturens kræfter. Nogle af kampestenene er så store som huse – et imponerende syn ved bredden af fjeldsøen Gloppedalsvatnet.
Men Stavangerområdet byder ikke blot på smukke fjorde, majestætiske fjelde, gletsjere og imponerende vandfald. Det er nemlig også her, I finder nogle af Norges længste og bedste sandstrande. Faktisk er Solastranden lige sydvest for Stavanger udråbt til at være verdens sjettebedste strand af The Sunday Times i 2004. Her er rig mulighed for alskens strandaktiviteter – lige fra afslappende solbadning og forfriskende svømmeture til actionfyldt surfing og kitesurfing.
Skal ferien indeholde kulturelle oplevelser i særklasse, byder Stavanger på et stort udvalg. I Stavanger centrum ligger en lang række museer og kulturoplevelser i gåafstand fra hinanden. Oplev f.eks. Norsk Oljemuseum – en spændende og lærerig oplevelse for alle aldre – Stavanger Kunstmuseum eller Norsk Barnemuseum.
Stavanger er desuden byen, hvor I kan opleve skulpturprojektet Broken Column af den britiske kunstner Antony Gormley, som består af 23 støbejernsfigurer placeret rundt om i byen. Et besøg i Stavanger bør også omfatte en udflugt til værket ”Sværdet i fjeldet”. De tre imponerende bronzesværd ved bredden af Hafrsfjord udgør et minde om vikingernes kamp i år 872 e.Kr. og forbinder på fornem vis stedets historie med nutidig kunst.
Historiens vingesus er også tydelige andre steder i Stavanger. Bydelen Gamle Stavanger består af 173 træhuse, der blev opført omkring år 1800. Tag familien med på en hyggelig og stemningsfuld gåtur tilbage i tiden blandt de små, hvidmalede huse og besøg stedets gallerier og kunsthåndværksteder, der emmer af områdets helt særlige atmosfære.
Endnu længere tilbage i historien kan I komme, hvis I besøger øen Austre Åmøy lige nord for Stavanger by. Her findes adskillige områder med helleristninger, der er lavet for 2-3.000 år siden. Området tæller i alt ca. 1.000 figurer over en strækning på 1 km.
Stavangerområdet byder også på en række spændende oplevelser for børn. Forlystelsesparken Kongeparken er et sikkert hit: Den er Vestlandets største oplevelsespark og områdets mest besøgte attraktion. Her kan familien boltre sig i mere end 50 oplevelser og aktiviteter, der spænder fra Chokoladefabrikken, hvor I kan lave jeres egen chokolade, til fart og spænding i Norges længste bob-bane, Norges største karrusel og Norges højeste karrusel.
Vitenfabrikken i Sandnes, ca. 15 km. fra Stavanger, er en spændende oplevelsesrejse i naturvidenskab og teknologi. Her kan børn i alle aldre deltage i lege, konkurrencer og eksperimenter eller besøge planetariet og se nærmere på stjernekonstellationer og planeter. Vitenfabrikken er en del af Jærmuseet, der har i alt 13 spændende museumsenheder i området nær Stavanger, hvor I kan opleve f.eks. naturvidenskab, teknologi, flyhistorie, krigshistorie, landbrugshistorie – og meget, meget mere! Museet fik i 2009 prisen som Årets Museum i Norge.
I Stavanger kan I glæde jer til at overnatte på enten Thon Hotel Stavanger, som får topkarakterer af sine gæster på TripAdvisor eller på Thon Hotel Maritim, som ligger med en fantastisk udsigt over Breiavatnet-søen.
Nedenfor kan du læse mere om oplevelser, seværdigheder og overnatningsmuligheder i Stavanger og finde inspiration til jeres ferie i vores rejseartikler om området.
Skal årets ferie byde på skønne naturoplevelser, sjove og spændende forlystelsesparker og ikke mindst masser af familiehygge? Så sæt kurs mod Stavanger! Stavanger er mindre kendt som ferieby end Oslo,...
Skal ferien i Norge byde på adrenalinsus af højeste karat, bør du have en eller flere dage med kitesurfing på programmet. Den norske kyst byder på et væld af fremragende surf spots til både nybegynder...
Norge er det perfekte sted for børnefamilien, der både vil hygge sig i naturen og besøge de mange skønne forlystelser og museer, der er i landet.
Den farverige by Stavanger i det vestlige Norge er især kendt for sin gadekunst, den historiske bydel "Gamle Stavanger" og Norges imponerende oliemuseum. Men Stavanger er også et perfekt udgangspunkt ...